To torsk fanget ved undervandsjagt på et vrag i Øresund

Undervandsjagt i Øresund!

Undervandsjagt i oeresund
Det er med stor glæde og stolthed at jeg kan fortælle at det nu er tilladt at undervandsjage i Øresund for alle med gyldigt fisketegn.

Jeg har siddet i en arbejdsgruppe i Dansk Sportsdykker Forbund sammen med Johan Nielsen. Johan og jeg har undervejs fået god hjælp af Nicolaj Lindeborgh og Søren Arnvig – og nu har vi endelig fået det til at lykkes. Vi kan ikke få armene ned!

Historien bag forbuddet

I de seneste 20 år har det været forbudt at dyrke undervandsjagt i Øresund. Forbuddet blev lavet af lokale fiskere der i 80´erne havde set sig sure på dykkere generelt. Dels af frygt for at flaskedykkere stjal fra deres redskaber – dels af misundelse over store ålefangster gjort af undervandsjægere der havde specialiseret sig i dette fiskeri. Dette var tiderne hvor blandt andet Nivå bugts muslingebanker rummede uhyrlige mængder af ål. I dag hvor ålen er udrydningstruet af overfiskeri, har det siden 2009 været forbudt at fange den med harpun i hele Danmark.

Uvjagt i Øresund

Da jeg startede med at undervandsjage, så jeg mig hurtigt sur på forbuddet mod uvjagt i Øresund. Dels var det besværligt og upraktisk (når man nu bor i København) men tilmed uretfærdigt og en lov uden saglig argumentation og berettigelse.

Så i 2005 nedsatte undervandsjagtudvalget en arbejdsgruppe, der lige siden har arbejdet målrettet med at få forbuddet mod undervandsjagt i Øresund ophævet – og jeg var med. I praksis var vi faktisk kun Johan og jeg, som samtidig med mange lange neddykninger i lovteksterne, analyse af bekendtgørelsens jura og mange telefonsamtaler, kaffemøder og brevudvekslinger med diverse interesseorganisationer efterhånden fik skabt en forståelse og opbakning for ophævelsen af forbuddet hos alle interesseorganisationer – og vi vovede pelsen og sendte et brev til fødevareministeren.

Der skulle gå endnu et år før vi fik svar. Men så endelig 1. marts 2010, kunne DSFs formand Michael Hansen ringe til uvjagtudvalget og overbringe den glædelige nyhed fra fødevareministeren om at forbuddet mod undervandsjagt i Øresund nu var ophævet og at afstandsreglen til andre fiskerredskaber var nedsat fra 565m til 300m. Afstandsreglen er stadig for stor (75-150m vil være mere rimeligt) men lidt har også ret.

Ansvarlig brug af Øresund

Vi henstiller kraftigt til at denne nye mulighed forvaltes med al mulig hensyn til andre brugere af Øresund (badegæster, lystfiskere osv.) og at man husker synligt dykkerflag og holder et meget vågent øje med bådtrafik og strøm der kan være særlig voldsom i dette farvand. Som altid fanger man kun til egen husholdning og udviser respekt og mådehold i naturens spisekammer!
Vi ses i Øresund!

Tv2 Lorry bragte et indslag i forbindelse med ophævelsen af forbuddet af undervandsjagt i Øresund:

Øresund er tilladt for undervandsjægere

Læs mere om undervandsjagt

5 replies
  1. Jonas Hansen
    Jonas Hansen siger:

    Så fedt! Jeg læste på en anden (ikke opdateret side) at det blev forbudt i 80´erne…
    Jeg er helt ny i det her og jeg regner med at jeg skal have min jomfru-tur til sommer. har købt våddragt, så mangler lige det sidste.

    Glæder mig allerede helt vildt!
    MVh Jonas, som bor 250 meter fra amager strandpark.

    Svar
  2. Jannich Holmer Ibsen
    Jannich Holmer Ibsen siger:

    Super, det må fjerne mine forbehold for at gå i gang med UV-jagt. Jeg var meget interesseret med at gå i gang, men jeg fik mine forbehold da jeg fandt ud af at det var forbudt i Øresund (jeg bor ligeledes på amager, ikke så langt fra vandet) og derfor ville kræve flere ressourcer at komme afsted, samt det at købe udstyr og være sikker på at få brugt det mere end ‘en gang om året…

    Svar
  3. Sune S
    Sune S siger:

    Jeg bor også lige ved vandet, nemlig i Humlebæk, men her har jeg ikke fundet mange fisk (ved fridykning). Gad vide hvor de gode fangststeder er? I øvrigt kan jeg varm anbefale Øresundsmuseet, her har de mange store fisk og de beskriver at de “findes på øresunds smalleste sted” ved noget de kalder trapperne, på 20-35 meters dybde. Men med alt den trafik der er i sundet, kan man let komme til skade.

    Svar
  4. Jan Sohn
    Jan Sohn siger:

    Hej Morten,
    Jeg forsker lidt i co-management i fiskeriet, noget man har forsøgt i Danmark siden den første rigtige fiskerilov fra 1887, og var selv aktiv dykker i 1980erne da forbudet blev indført.
    Jeg vil gerne høre lidt om den betydning som UV jagt forbuddet i Øresund har betydet for jer, lidt om hvor meget i fanger på en dag og på årsbasis, samt hvor mange penge i bruger på jeres sport. Jeg har en hypotese om at samfundsværdien af et kilo skrubbe fanget af en UV jæger er højere end et kilo fanget i et travl. Hvis i kender noget til turisme forårsaget af undervandsjagt vil jeg også gerne høre om det.

    Forøvrigt tillykke, UV jagt forbudet i Øresund viser hvor dårligt Co-management i fiskeriet fungerer, da dem som deltager i co-management udvalget primært vil have en interesse i at gøre fiskeriet i et område eksklusivt for dem og udelukke alle andre fra at fiske i området. Der var ingen UV jægere i farvands og redskabsudvalget for Øresund, ergo forbyd den form for fiskeri. Det som er mest forunderligt er at derved indførslen var et krav om at forbuddet skulle godkendes af Fiskeridirektoratet, som blåstemplede forbudet, og da redskabsudvalget valgte at nedlægge sig selv, blev forbudet videreført i fiskeriloven

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *