Undervandsjagt

Undervandsjagt er kunsten at jage fisk med harpun eller håndspyd på fiskens præmisser.

Under vandet og uden iltflasker. Bare en vejrtrækning. Her skal ikke dykkes med respirator.

Til gengæld bevæger man sig helt lydløst og frit i vandet – og man kan blive ved så længe man har tid og lyst.



Uvjagt – en ældgammel sag

Det er sandsynligvis undervandsjagt der er årsagen til at mennesket i første omgang gav sig til at fridykke. Allerede for flere tusind år siden dykkede folk i middelhavslandende til havets bund efter svampe, muslinger og blæksprutter.

I Sydkorea og Japan er det traditionelt kvinde arbejde at dykke efter muslinger, og da man på de kanter har en meget værdifuld havsnegl (abelone) så er det et erhverv der endnu lever den dag i dag.

Nogle asiatiske kvinder fortsætter med at være perledykkere, eller muslingesamlere, helt frem til de er over 80 år. De er i klædt våddragt af neopren, men med hvide bomuldsbluser udover for at være mere synlige for hinanden i det grumsede, kolde vand.

Læs også Undervandsitetets guide til Uv-jagt udstyr

Flow under vandet

Undervandsjægere søger også ro på samme måde som fridykkere, men især flow. Undervandsjagt er meget ofte en flowoplevelse. Man glemmer tid og sted og er kun tilstede her og nu. I jagten på fisken. Man dykker ned, kigger rundt, kommer op. Hviler. Dykker igen. Det er en rytme. Det er flow.

Hvis man for alvor ville fange fisk, skal man nok have et par tips og tricks fra mere erfarne undervandsjægere og så skal man have styr på nogle grundlæggende teknikker, men for at få gode oplevelser skal man bare give sig hen og komme ud at undervandsjage. Uv-jagt er både jagten på fisk og på den gode oplevelse – og selve jagten på fisken giver ofte den gode oplevelse.

Se liste over gode steder i Danmark

Selektivt fiskeri

Undervandsjagt er en af de mest skånsomme og selektive former fiskeri der findes i hele verden. Man genudsætter af gode grunde ikke fisken, men man kan vælge allerede når man ser den. Vil jeg fange denne fisk for at spise den eller vil jeg lade den svømme?

Tidsfornemmelsen forsvinder let når man undervandsjager. Verden er stille og du er alene. Alene med havet. Alene i havet. I fuld gang med at dykke, hvile, søge alle steder, kigge, svømme og fange fisk.
Fladfisk fanget med harpun

På jagt efter fisk

Roen og freden forsvinder dog brat når man ser en fisk! Straks banker hjertet hurtigere og alle sanser skærpes. Nu handler det kun om en ting og det er at fange fisk!

Og der er intet der kan sammenlignes med at skyde en stor flot fisk og få den under kontrol mens man svømmer op mod overfladen hvor man kan brøle sin sejr ud over havet! Undervandsjagt er så “back-to-nature” at det næsten kan være for meget…

E-bog: Uv-jagt udstyr : 0 kr

  • Tjeklister til når du vælger udstyr 
  • Personlige anbefalinger 
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få den nu

E-bogen sendes til din inbox uden betaling. Du kan selvfølgelig altid afmelde din email senere.  

Derfor undervandsjager jeg

Start med at undervandsjage

Det kræver kun et fisketegn at hoppe i vandet med et håndspyd og finde sig nogle fladfisk. Men der findes lidt flere regler for uv-jagt som du også kan læse om her på siden.

Udfordringen for begynderen der lige er startet på uvjagt er at  fladfiskene er godt camoufleret og i mange tilfælde vil blive overset. Det bliver dog bedre efter at man har fået øje på de første skrubber.
Når man har luret fladfisken begynder man hurtigt at blive sulten efter de fritsvømmende fisk som torsk, multe, ørred og havbars. Det kan dog være en hård nød at få knækket. Men med den rigtige teknik og og rigtig meget tid – de rigtige steder – så er det bestemt indenfor rækkevidde.

Her kan du læse om hvad du skal vælge hvis du vil købe en harpun til uvjagt

Uvjagt i København (god fangst!)

Jeg synes at det er fedt at man kan fange fisk stort set alle steder i hele kongeriget. Selv langs molerne på ydersiden af Københavns havn. Herunder er en video fra en sommerdag med god fangst.

Udvidelse af Københavns havn har desværre ødelagt dette fangstområde for fremtidige undervandsjægere. Men du kan stadig nyde videoen.

Fangsten blev til 1 makrel, 2 havørreder og hele 3 multer. Sådan er det bestemt ikke hver gang man dyrker undervandsjagt, så man skal huske at nyde det ekstra meget når det så sker!

Heldigvis havde jeg mit kamera sat på harpunen og kunne få delt alle optagelserne med jer…

Der er et par gode fisk i mellem!

Undervandsjagt i udlandet

Når man rejser med en våddragt og en harpun i rygsækken er der en lang række forhold det er vigtigt at man kender til eller overvejer. Det er langt fra ligetil at komme til et nyt sted, nyt vand, nye fisk , nye regler og tage sit grej ud af tasken, hoppe i bølgen blå og fange sig fisk til aftensmaden. Det er ofte lidt mere kompliceret. Desværre.

Det allerbedste man kan gøre er at få fat i nogle lokale undervandsjægere. Det er afgjort den vigtigste faktor, men det kan være svært og kræver ofte at man har mødt dem personligt til konkurrencer eller under andre rejser, men af og til kan man via internationale internetforums finde undervandsjægere bosat på ens rejsemål og som har lyst til at tage en med ud.

Hvis ikke det er muligt at finde en lokal, så må man nøjes med at bruge internettet. Det kan nu også være ret godt. Et godt sted at starte kan være Youtube, hvor andre undervandsjægere forhåbentlig har delt deres opleveler og optagelser. Undervandsjagt videoer under vandet kan give meget brugbar information og ofte en meget alvorlig rejsefeber.

Undersøg de lokale regler – og de lokale fisk

Tjek altid de lokale regler. Mange steder kan man enormt store bøder for at undervandsjage steder hvor det er forbudt eller fange arter der er fredede. Vi snakker bøder på op til 50.000kr.

Tjek altid strømforhold, vejrudsigten og vær meget opmærksom på at mange steder i udlandet støder man på en brænding og en bølgehøjde der for Vesterhavet til at ligne en put and take sø. Hvis du kan er det næsten altid en fordel at komme ud med en båd. Det kræver dog at du har en bådfører der forstår hvad en undervandsjæger har brug for og kan styre båden derefter. Det er ikke altid tilfældet.

Det er også vigtigt at man har en klar plan med de fisk man skyder. Kan man tilberede dem selv der hvor man er indkvarteret så er det selvfølgelig fint. Der kan også være muligheder for at får tilberedt sin egen fangst på en restaurant eller af de lokale man evt. undervandsjæger sammen med.

Det er vigtigt at undersøge om nogle fisk (især på koralrev) er giftige at spise og det er ikke alle fisk der er store og flotte som i det hele taget egner sig til mad. Undersøg derfor grundigt hvordan forholdene er – og undlad at fange noget du ikke kan artsbestemme.

Udstyr og hvordan man rejser med det er en kunst i sig selv. Man bliver nødt til at gå på kompromis med udstyret, med mindre man er rejsende i en bil eller har bil på destinationen (og god plads i den). Men generelt skal man have alting med selv og ikke stole på at det er til at finde noget som helst når man først er fremme.

Eneste undtagelse kan være bly.

Enkelte steder hvor der findes dykkerturisme kan man med fordel leje bly. Ellers er man som undervandsjæger i udgangspunkt overladt til sig selv.

God tur!

Undervandsitetet modtager mange spørgsmål omkring fridykning, undervandsjagt, snorkling og anden vandsport. Spørgsmålene kommer på mail, via vores Facebookside eller som kommentarer på Undervandsitetets blog, . Måske er svaret på dit spørgsmål her? Siden her vil vokse i takt med at der bliver tilføjet flere spørgsmål og svar.

Læs også:

FAQ – Snorkling

FAQ – Vandsport

FAQ – Fridykning

Hvilken våddragt skal man købe til undervandsjagt?

En våddragt skal beskytte dig mod kulde, brandmænd og sten. Du skal kunne bevæge dig i den og den skal ikke stramme om halsen. Alle andre steder skal den sidde meget tæt til kroppen. En våddragt på 5 mm fungerer fint fra maj-november, mens en 7mm våddragt kan holde dig varm nærmest året rundt. Du kan vælge at forlænge sæsonen for din 5mm ved at tilkøbe en indervest der kan give lidt ekstra isolering i de kolde måneder.

Læs artikel om valg af uv-jagt våddragt

Hvor lang harpun skal man købe til uvjagt i Danmark?

Når man skal undervandsjage i Danmark støder man sjældent på store fisk og god sigtbarhed. Fiskene er som regel under 10 kg og sigtbarheden er som regel under 6 meter. Derfor vil det ofte være en ulempe at købe en harpun der er længere end 90 cm. En harpun mellem 75 cm og 90 cm synes jeg er det optimale valg.

Læs artikel om valg af harpun

Hvilke fisk kan man fange i Danmark?

De spisefisk du kan fange i Danmark er faktisk ikke så få – men det er ikke alle der er almindelige. De mest almindelige fisk man kan fange som undervandsjæger er: Skrubbe, Torsk, Rødspætte, Havørred, Multe, Pighvarre, Slethvarre, Ising, Tunge, Havbars og Hornfisk. Mere sjældne forekomster som enten kun findes i få tal, eller meget lokalt: Aborre, Gedde, Sej, Lubbe, Laks, Rødtunge, Rød Mulle og Knurhane.

Hvor mange elastikker skal der på harpunen?

Til danske forhold er 1 elastik nok, men til større fisk i udlandet og længere skud i bedre sigtbarhed, kan 2 elastikker komme på tale.

Det er ikke alle harpuner og spyd som er i en kaliber hvor man bare kan sætte en ekstra elastik på harpunen. Nogle spyd vil simpelthen bøje og vibrere for meget under affyringen til at skuddet bliver præcist og nogle harpuner har ikke kraftig nok tigger mekanisme til at holde på trækket fra to elastikker.

En harpun fra Rob Allen eller en avanceret roller harpun vil typisk være det rigtige valg når man skal have en kraftigere harpun med flere elastikker.

E-bog: Uv-jagt udstyr : 0 kr

  • Tjeklister til når du vælger udstyr 
  • Personlige anbefalinger 
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få den nu

E-bogen sendes til din inbox uden betaling. Du kan selvfølgelig altid afmelde din email senere.  

Stor rabat på online kursus med rabatkode i resten af 2023