Undervandsjagt i Hirtshals
Hirtshals er et fremragende sted til undervandsjagt. Vestkysten giver som regel gode muligheder for især havbars og multer, hvilket der også er gode chancer for her. Der er to vidt forskellige moler, som hver især har deres fordele og ulemper, hvilket vi ser nærmere på i denne spotguide.
Hirtshals sydmole
Sydmolen er den mest besøgte af undervandsjægere, hvilket der er flere grunde til. Du kan parkere 20 meter fra det sted du går i vandet, hvilket gør det utrolig nemt. Molen er omkring 400 meter lang, så du behøver ikke afsætte hele dagen, når du skal på uv-jagt her. Oftest foregår den bedste undervandsjagt ude på spidsen af moler, hvilket også er tilfældet her. Heldigvis er du hurtigt derude, når du tager sydmolen.
Selvom det kan være fristende at slå turbo-finnerne til for at komme ud på spidsen i en fart, gælder det om at bevare roen. Sørg for, at du er klar mentalt og har styr på alt dit udstyr, inden du rammer det bedste sted. Det er rigtig ærgerligt at skyde forbi en fisk, fordi ens briller er dugget til. Træk dig langsomt frem langs molen med venstre hånd. Er du heldig, kan du sagtens støde på en multe eller havbars, selvom du ikke er ude på spidsen endnu.
Sørg samtidig for at have taget et par dyk inden du kommer derud – på den måde er dine lunger varmet op og klar til at yde maksimalt når det virkelig gælder.
Spidsen af molehovedet
Du er nu kommet til det bedste sted på molen. Når du drejer rundt om det sidste stykke, kan du se en stor cement-konstruktion. Det er ofte lige ud for den, at du finder den fisk du leder efter. Lav dit neddyk helt inde fra kanten, så du kan svømme langs bunden og finde et par gode sten, du kan ligge aspetto bag. Helt inde fra kanten er der kun omkring 2-3 meters dybde, men det bliver hurtigt væsentlig dybere hvis du dykker ud for spidsen. Lav nogle strube-lyde og se hvad der kommer nærmere. Er det muligt, anbefales det at svømme samme vej tilbage, så fiskene ikke ser en stor silhuet, når du svømmer op efter luft.
Der er for nyligt blevet fjernet en del af de sten, der lå lige udenfor, men det er stadig muligt at finde et godt skjul. Specielt hvis du svømmer en anelse mod højre, er der masser af sten. Sigten er ofte dårligere her, men det går vi mennesker mere op i end fiskene. Forvent at sigten kan ligne nedenstående, hvor man lige kan ane en multe der drejede forbi. Du kan dog også opleve det modsatte – at sigten bliver bedre, når du kommer ud til spidsen. Det afhænger af vejret og strømmen de foregående dage.
Fisk du kan finde på molen
På den rigtige dag, finder du en rigtig stor artsrigdom her. Langs molen er der mulighed for både skrubber og rødspætter. Selvom du sagtens kan finde både lubber og sej, er de sjældent over 40 cm. Der er også gode muligheder for torsk – specielt hvis du er ude omkring solopgang eller solnedgang – husk du ikke må bruge din harpun når solen er gået ned.
De fleste er på udkig efter den famøse havbars eller multe, som der i sæson er rigtig gode muligheder for. Som nævnt findes de som regel ude for enden af molen, hvor de oftest holder en pæn størrelse.
Jeg har aldrig set hummer i Hirtshals, men det er muligt at finde pæne taskekrabber.
Vær opmærksom på skibstrafikken
Du bør altid bruge en dykkerbøje, når du dyrker uv-jagt. På Hirtshals sydmole er det decideret uansvarligt at dykke uden. Der er masser af små og mellemstore både, der sejler meget tæt forbi molehovedet. Selv med en stor dykkerbøje, kan du opleve, at de sejler tæt på.
Udover at du skal være opmærksom på de mindre både, skal du også være meget opmærksom på færgerne. De sejler flere gange dagligt og kan ødelægge en ellers god sigt i flere timer.
Sørg altid for at planlægge dit dyk, så det ikke falder sammen med de færger der sejler ud eller ind i havnen. Du kan finde færgeafgange her:
Pas på dønninger fra færgerne
Udover at det kan være ærgerligt at de ødelægger sigtbarheden i vandet, kan de også udgøre en stor risiko for dig som undervandsjæger, hvis du ikke er opmærksom. Specielt de nye hurtigfærger skaber en voldsom efterdønning. Sørg for at svømme væk fra molen, så du ikke er for tæt på stenene, når den rammer. De varierer meget i kraft, alt efter hvor hurtig færgen sejler, men kan i nogle tilfælde være temmelig voldsomme.
Hirtshals Nordmole
Hirtshals nordmole er en anelse overset, når det kommer til undervandsjagt. Dette skyldes dog ikke, at der er færre fisk – tværtimod. Molen er ikke helt så tilgængelig og er samtidig meget lang, hvilket kan virke afskrækkende for nogle. Molen er omkring 2 kilometer lang, men det er muligt at parkere bilen og gå i omkring halvvejs ude.
For at dykke her, kræver det altså at der afsættes væsentlig mere tid. Til gengæld har den også en række fordele, der gør den særdeles spændende. Den omtalte skibstrafik er næsten ikke eksisterende her, så man slipper som regel for at høre alle undervandsjægeres værste mareridt – lyden af en motorbåd der er tæt på. Derudover er molen i min optik både flottere og holder flere fisk – mere om det senere.
Vanddybde
Selvom du går i halvvejs ude af molen, er der kun lidt over 1 meter vand. Du skal altså svømme væsentlig længere her, før du kommer ud på dybt vand. Det er først når du kommer ud til de sidste 500 meter, at vandet er mere end 4 meter dybt.
Dette betyder dog ikke, at turen ud til enden af molen er ren transporttid. Det er en usædvanlig smuk tur, hvor der er et væld af liv og flotte farver. Også her anbefales det at tage den med ro, så du er klar når der pludselig står en fisk.
Hirtshals nordmole har mange fladfisk
Er dit primære mål at fange fladfisk, er der ingen tvivl om, hvilken mole du skal vælge. Det er ikke alle, der er lige store, men det er desværre en tendens, vi oplever uanset hvor vi går i vandet. De ligger ofte der hvor stenene møder sandbunden, men kan også findes længere ude på ren sandbund. Det er primært skrubber og rødspætter, men du kan være heldig at finde en pighvar eller slethvar.
Enormt varierende sigtbarhed
Selvom sigten også kan variere en del på sydmolen, er det endnu mere udpræget her. Jeg har endnu ikke oplevet, at det bliver bedre jo længere du svømmer ud, hvilket er muligt på sydmolen. På nordmolen kan du opleve en helt fantastisk sigt på +10 meter når du går i vandet, som ude på spidsen er forvandlet til under en meter. Det skal dog nævnes, at man kan finde lidt sigt inde mellem de store sten, hvis du er til hulejagt.
Fisk langs hele molen
Modsat sydmolen er der gode chancer for at finde havbars, multe og havørreder langs hele molen. De kan findes helt nede på 1 meters dybde, hvilket jeg ikke har oplevet på sydmolen. Fisken på billedet er ingen rekordfisk, men med sine 42 cm var det et perfekt spise størrelse for to sultne voksne.
Når du er ved at nærme dig spidsen af molen, skifter stenene til de menneskeskabte t-kryds. På denne strækning er der rigtig gode muligheder for at finde store torsk. Husk at medbring en lygte, så du kan lyse hulerne op. Ude på spidsen kan du også finde de obligatoriske sej og lubber, som dog sjældent er ret store.
Selvom sigtbarheden ofte er usædvanlig dårlig ude på spidsen, er der også masser af havbars. Oftest er de også større end dem du finder på det lave vand, men det kan være mere udfordrende hvis sigten er under 1 meter.
Sammenligning af de to moler:
Sydmolens fordele
- God hvis du kun har tid til et kort dyk
- Ofte bedre sigt ude på spidsen
- Foretrækker kun at jage på spidsen
- Suveræne parkeringsmuligheder
- Foretrækker at uv-jage på dybere vand
Nordmolens fordele:
- Næsten ingen skibstrafik
- Hvis du foretrækker lavt vand
- Oftere bedre sigt på det første stykke
- Gerne vil have et langt dyk
- Hvis du foretrækker at der ikke er andre uv-jægere
- Ikke lige så påvirket af færgerne
De to moler har altså hver især nogle klare fordele, som jeg håber du er blevet klogere på ved at læse denne spotguide. Husk altid at have fokus på din sikkerhed, samt hvornår færgerne sejler. Jeg håber vi ses i vandet 🙂
Skrevet af: Nikolaj Bersang – www.danskuvjagt.dk