Furesøen: Super fridykning nord for København

Fridykning nord for København

Furesøen er Danmarks dybeste sø, den når på sit dybeste 37,7m og er meget velegnet til at fridykke eller snorkle i. Bunden er meget kuperet og flere steder er der op til 20m lodrette skrænter. På det lave vand (max. 5m dybde) er der mange vandplanter, muslinger, krebs og fisk. Søen er omkranset af store skove, høje træer, park og spredt bebyggelse.

Fridykning i København

Furesøen ligger 25km nord for København. I år 1900 blev søen betragtet som nordeuropas reneste sø, men de seneste 100 år har den desværre lidt under forurening af blandt andet fosfor. Derfor startede man i 2003 et genopretningsforsøg hvor man opfiskede skidtfisk (karpefisk som skaller, brasen og rimter) og udledte ren ilt i bunden af søen.

Udledningen af ilt foregår stadig på søens dybeste steder, og det er disse “iltbøjer” som vi fridykkere i 2010 fik lavet en aftale om at kunne benytte til at binde vores egne fridykkerbøjer fast til. Dette betyder at vi ikke skal “lede” efter 35m dybde, men kan svømme ca. 25 minutter fra Furesøbad (lidt kortere fra Fandens Mose) direkte ud midt i søen til bøjerne, binde os fast og fridykke. Bøjerne må af gode grunde ikke benyttes til fortøjning af både og andre fartøjer.

God sigt og mange fisk

Sigtbarheden i Fuesøen er skiftende – du kan finde alt fra 0-10m. Enkelte gange er sigtedybden dog endnu bedre end 10m. Sigtbarheden er bedst i de kolde måneder og dårligst om sommeren. Om efteråret kan man opleve virkelig god sigt og rigtig mange fisk på det lave vand. Fiskestimerne består oftest af skaller og aborrer. Enkelte aborrer er vældigt store. I sivene, under både og bådebroer finder man også større og mindre gedder som står og lurer på bytte. Det er alment kendt at der også findes sandart og knuder på de dybe steder i søen, men det er sjældent at man som fridykker støder på dem.

Vandet er ofte lagdelt sådan at man har dårlig sigt (og varmt vand) i de øverste 4-10m af vandsøjlen, og neden under dette vandlag oplever man god sigt (og koldt vand) ned mod bunden. Sådan er det gennem hele sommeren. Selve bunden består ofte af mudder og er ikke så spændende. Enkelte steder finder man dog en sunken kano eller en betonklods, men ingen kendte vrag eller strukturer findes i Furesøen.

At fange krebs og lave krebsegilde!

Krebs i FuresøenI Furesøen findes to krebsearter. Den ene er den danske hjemmehørende flodkrebs (ædelkrebs), den anden er Galizisk Sumpkrebs også kaldet “Tyrkerkrebs”. Tyrkerkrebsen er en invasiv art som blev ulovligt udsat i Furesøen i 80´erne. Problemet med tyrkerkrebsen er at den udkonkurrerer den hjemmehørende danske art. Tyrkerkrebsen bliver op til 30cm lang og er god at spise. Den kendes fra flodkrebsen på størrelsen og på at tyrkerkrebsens klosakse er mere end 2½ gange så lange som de er brede.

Flodkrebsen er mindre, findes ofte på lavere vand (0-2m) og har klosakse som er mindre end 2½ gange så lange som de er brede. De to arter smager omtrent lige godt. Flodkrebsen har mindstemål og fredningstid, mens tyrkerkrebsen hverken har mindstemål eller fredningstid. Dem må man sådan set fange i alle størrelser.

Når man har fridykket dybt en hel dag er der en skæg adspredelse i at fange sig lidt krebs på lavere vand og tage dem med hjem (hvor de så helts skal gå min. 2 døgn i rindende vand før de spises – med mindre man under tilberedningen flækker dem og fjerner tarmen). Pas dog på! Krebs kan under fangenskab i en spand med rindende vand let klatre ud og vandre rundt i din lejlighed!

Flodkrebs (Astacus astacus)
Fredningstid
Hunkrebs 1. oktober – 31. juli
Hankrebs 1. oktober – 31. marts

Mindstemål
90 mm regnet fra spidsen af pandetornen til den faste bagkant af svømmeviftens midterstykke.

Tyrkerkrebs
Intet mindstemål
Ingen fredningstid

Se også lovteksten med mindstemål og fredningstider på krebs: RETSINFORMATION

Undervandsitetets fridykkerkurser i FuresøenAt fridykke i Furesøen

Der er god grund til at fridykke i Furesøen. Der er meget liv, meget at se på, ofte god sigt og hurtigt dejligt dybt. Der er gode transportmuligheder via S-tog og vejnet fra København, og ved Furesøbad og Holte er der gode faciliteter i form af badebroer, restauranter og omklædningsrum.

Husk altid at tage en synlig fridykkerbøje med og evt. en ekstra bøje med synligt dykkerflag.

Der er mange sejlende, kajakroere, bådrundfarter, surfere osv. som også bruger søen, og som man nødig vil i karambolage med. Husk også at tjekke om der er blågrønalger eller nyligt kraftige regnskyl der midlertidigt kan forurene søens vand med bakterier.

Fridykkerkurser i Furesøen

Undervandsitetet afhodler jævnligt kurser i Furesøen og vi kender området rigtig godt. Alle AIDAs fridykkerkurser fra AIDA 1 stjernet – AIDA 4 stjernet kan afholdes i søen da den er rigelig dyb. Søen er også et godt træningsspot for elitefridykkere som vil arbejde med trykudligning, svømmeteknik, psykiske udfordringer, dybdetilvænning og vejrhold.

Den nærliggende restaurant og de varme brusebade efter dykningen gør kun oplevelsen endnu bedre! Hvis du dykker med dykkercomputer så husk altid at lægge 3% til når du dykker i ferskvand!

Vi ses i Furesøen!

2 replies
  1. Søren
    Søren siger:

    Hej
    Var ude i furesøen idag fra Hjortholm, men så hverken fisk eller krebs.
    Ved godt at det bliver holdt lidt tæt til kroppen, med hvor der er krebs (tyrkerkrebs), men håber på at du måske kunne pejle os lidt nærmer på hvor fra furesøen, man skal gå ud hvis delmålet er krebs?
    Jeg ser frem til at høre fra dig.
    Venlig hilsen
    Søren

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *