Harpun til undervandsjagt på store torsk

15kg vragtorsk doublé

To torsk fanget ved undervandsjagt på et vrag i Øresund

10. april var en klar forårsdag og jeg ville ud for at nyde dagen på det nyligt frigivne Øresund. Jeg skulle researche lidt til et tv-indslag om undervandsjagt, tage lidt fotos og måske skyde en torsk eller to.

Undervandsjagt på vrag

Med gode dykkerkammerater fra Regina Maris og Københavns Fridykkerklub prøvede vi et par nye positioner af. Efter et stykke tid fandt vi to fine små vrag. På vrag nummer to fangede jeg en stenbiderhan med hænderne og fik øje på en lille torsk som jeg lod gå. Vrag nummer tre var af en helt anden kaliber. Det lå lidt dybere og stedet var lidt mere eksponeret for nordenvinden.

Torskevrag på 15 meters dybde

Men efter vi havde fundet det – gik det op for os at der altså var en torsk eller to i de fjerneste rum. Jeg dykkede ned til vraget og fandt en fin stor torskehale stående i en lille sprække hvor jeg lyste ind med min lygte. Så listede jeg harpunen ind under spanterne på det sunkne skib og lyste så jeg kunne se resten af fisken. Der var desværre en stor planke i vejen – så jeg besluttede at skyde den skråt i halen. Zzakk! Fik jeg den? Jeg prøvede først at få spyddet ud, men det sad godt fast et sted derinde under skibet. Heldigvis havde jeg et hjul monteret på harpunen så jeg svømmede hurtigt de 16m op til overfladen og rakte harpunen til min kammerat Knud. Så kunne han holde linen stram til spyddet (og fisken?) mens jeg dykkede igen for at se om jeg kunne få spyd og torsk med op.

Jeg hvilede mig et par minutter og lå og håbede på at jeg kunne få både spyddet og torsken med op uden alt for store problemer.

Da jeg kom ned igen havde torsken hvirvlet en masse mudder op og jeg kunne ikke så godt se den, men kunne via linen føle mig vej frem til spyddet og da jeg fik fat i spyddet var der afgjort noget der bevægede sig i den anden ende… Så stille og roligt fik jeg gelejdet den ud under plankerne mod mig…. og jeg fik nu fat i en tyk torskehale jeg knap kunne holde omkring(!). Med kontrol over torsken i halen var det nu bare at få hevet spyddet med op, men det var ligesom blevet tungt… og mine øjne blev godt nok store da jeg hev det ud og opdagede endnu en torsk for enden! Den var skudt lige i hovedet! Jeg placerede torsk nummer 2 mellem mine knæ, og med torsk nummer 1 i favnen svømmede jeg i en højst mærkværdig stil op mod Knud der ventede på mig i overfladen… På overfladen ville overraskelsen og jubelen ingen ende tage. Første torsk som jeg skød i halen vejede 5.7kg, ekstratorsken som jeg ikke havde set men ramt lige i hovedet vejede 9.45kg! Altså 15kg fisk i et skud fordelt på…

Torsk 1: 5.7kg, 84cm – skudt gennem halen
Torsk 2: 9.45kg, 100cm – headshot

Tak til Jakob, Kristian og Knud for hjælp med sejlads, fotografier og en herlig dag på Øresund!

Se video herunder fra vragdyk i Øresund

 

Læs mere om undervandsjagt

Morten

2 replies
  1. Søren Arnvig
    Søren Arnvig siger:

    Flot fangst, Morten.
    Svært at se hvem der har det bredeste smil. Dig eller torsken 🙂

Kommentarer er lukkede.