Monofinner til fridykning

Er du fridykker? Så har du nok allerede tænkt tanken: ”Burde jeg købe mig en monofinne?” – og i så fald hvilken finne skal jeg have? Skal den være i kulfiber, glasfiber, skal finnebladet være stift eller blødt osv. ??

I denne artikel vil du blive guidet til køb af den helt perfekte monofinne – en havfruehale (eller delfin-hale om man vil).

Læs herunder om de mange forskellige muligheder. Lige fra de helt billige finner uden vinkel, til den klassiske Glidefin fra Waterway, og ikke mindst den prisstærke Leaderfins Hyper Pro.

Viser det enkelte resultat

Valg af monofinner er en jungle

Men se på produkterne ovenfor her – og læs guiden herunder

Monofinn i silhoulet

Monofinne. Fridykkerens finne.

Fridykkere der dyrker konkurrencefridykning vil typisk på et tidspunkt skifte til monofinner.

De lange finner er klart bedst til begyndere. De lange finner som man også bruger til uv jagt er også de mest manøvredygtige, og derfor bedst at snorkle rundt med eller hvis man er instruktør eller sikkerhedsdykker og skal placere sig i forhold til andre fridykkere.

Monofinner er noget helt særligt. Det er en havfruehale eller halen på en hval, og som fridykker er det noget helt særligt at fridykke med en monofinne. Bevægelsen er sjov i sig selv og motiverende, og man har bare lyst til at blive ved og ved. Monofinner giver meget fremdrift og kan give en meget stor hastighed. Det er derfor at fridykkere bruger dem.

Monofinner er opfundet til finnesvømning (svøm hurtigst muligt med en monofinne) og denne sport har stor udbredelse i Østeuropa, og derfor findes de fleste monofinnefabrikanter også her. Før internettet var det meget vanskeligt at få fat i en monofinne. Stadig i dag er der mange mærker og modeller som er vanskelige at få fingerne i. Monofinner koster altid mange penge, og de helt billige monofinner synes jeg personligt ikke er så meget værd. Køb en ordenligt monofinne, hvis du skal købe.

Tjekliste til at købe en monofinne

Se efter følgende faktorer.

  • En monofinne skal sidde super super stramt (køb den “for lille”)
  • Sørg for at der er en vinkel mellem bladet og fodlommen (ca. 20 grader)
  • Opdriften i finnen
  • Materialet finneblad og fodlomme
  • Niveau af stivhed i finnebladet (gå efter blød-medium)

Vinkel mellem blad og fodlomme

Monofinnen skal være en forlængelse af kroppen. Halen på en hval eller havfrue. Derfor skal den ikke yde vandmodstand når din ben og vrist er strakt og du glider gennem vandet efter et slag med halen. Dette er meget svært at opnå hvis der ikke er en vinkel på 20-25 grader mellem fodlommen og bladet.

Opdriften i monofinnen

Fridykning

Fridykning i dybden med monofinne

Opdriften i monofinnen

Skal du dykke dybt, er det ingen fordel at have opdrift i monofinnen. Det vil gøre den let på vej ned og tung på vej op… det kan man ikke bruge til noget.

Til gengæld er der mindre chance for at tabe finnen i dybet til Neptun, men hvis man ellers passer på sine ting så burde det ikke være et problem.

Til længdefridykning (dynamisk) er der en fordel (synes jeg) i at have en lille opdrift i finnen. Det kan være at det skyldes vane og der er ganske givet fridykkere (og især finnesvømmere) der vil være uenige med mig i dette. Jeg ser dette punkt som det mindst vigtige.

Stivhed i finnebladet

Til din første monofinne skal du helt sikkert købe et meget blødt blad. 1-2 ud af 5 i stivhed. Det er hårdt for ryggen (lænden) at svømme med en monofinne, og man kan (som med lange finner) have meget svært ved at lære den rigtige teknik hvis man har en monofinne hvor bladet er for hårdt. Til dyb fridykning bruges generelt en anelse hårdere finneblade, men det bliver først en faktor på meget højt niveau.

Der findes i dag et enormt udvalg af monofinner på markedet, så det er med at orientere sig grundigt inden man kaster sig ud i køb af sin første finne.

Er du medlem af en klub, så kan det være en stor fordel at prøve dine klubkammeraters forskellige monofinner, for at danne dig et indtryk af hvilken finnetype du kunne tænke dig.

En monofinne ville være en stor opgradering for dig som fridykker, du vil kunne bevæge dig markant hurtigere og tilbagelægge en given distance med et mindre energiforbrug, og dermed på sigt kunne dykke længere.
Du må dog ikke tro at dørene til himmerige åbnes den dag du får en monofinne på for første gang, det er svært i starten, man slås med balancen i vandet, teknikken og ikke mindst at monofinnen sidder meget strammere på dine fødder, end et par almindelige finner.
Så forbered dig på at du kommer til at skulle bruge lidt tid på tilvænningen, men når du først har fået det lært, så er det en helt fantastisk følelse at glide igennem vandet med sin monofinne.

Skal jeg vælge en blød eller en hård monofinne?

Alle producenterne leverer deres finner i mange forskellige hårdhedsgrader, og hvad pokker skal man vælge?

En tommelfingerregel er at man som ny fridykker næsten altid skal vælge de bløde finner, da de er lidt nemmere at svømme med og en lille smule mere eftergivende for fejl osv.

Hvis du rent fysisk er stor og stærk så kan du overveje at vælge en lidt hårdere finne, da du med en blød finne muligvis vil føle at bladet simpelthen giver for meget efter i dine spark.

Svømmer du med højere fart end gennemsnittet så kan du igen også overveje at vælge en hårdere finne, en hård finne vil hurtigere komme tilbage i udgangsposition, og det vil du have brug for hvis du bevæger dig hurtigt.

De fleste producenter har typisk en hårdhed på 1 til 5 hvor 1 er den laveste og 5 den hårdeste finne.

Langt de fleste fridykkere har finner med en hårdhed på 1 eller 2, kun meget få har højere.

Ovre i den helt anden grøft finder vi finnesvømmerne, de har typisk en finne som helt sprænger skalaen og nærmer sig noget der svarer til hårdhed 7, men finnesvømning er også en helt anden verden end fridykning.

Hvilket mærke skal jeg købe?

Der findes som sagt i dag adskillige mærker der producerer monofinner, de mest kendte producenter er Waterway med deres Glide finne, Starfin, Leaderfinns og Molchanov.

Leaderfin har markeret sig en del det sidste års tid med deres nye Leaderfin Hyper pro, som har de samme lækre detaljer som de lidt dyrere finner, men til en superskarp pris. Dette er helt sikkert en finne vi kommer til at se meget mere til i de næste par år.

Derudover dukker der også flere små producenter op rundt omkring, Goldfinn er en finne som blandet andet de Polske atleter er rigtigt glade for, det er den finne Magdalena Solich vandt VM i 2016 med (237 meter).
Det er enormt svært at sige om det ene mærke er at foretrække frem for det andet, da forskellen ofte er ganske lille.

Udseendet varierer en lille smule, nogle producenter har små gummi lister på finnebladet, for at skabe en mere stabil finne i vandet, mens andre mener at det øger vægten og reducerer fleksibiliteten i monofinnen.
Goldfin´s monofinner har lidt mere form som halen på en delfin.

I dag kan man hos de fleste producenter selv sammensætte farverne på fodlommer og finnebladet, bland andet finnerne fra Molchanov som kommer i mange flotte farver.

Monofinn i silhoulet

Monofinne. Fridykkerens finne.

Glasfiber eller kulfiber?

Skal man så vælge et finneblad i glasfiber eller i kulfiber?
Glasfiber er den billigste løsning, de koster typisk 600-1000 kr. mindre en et kulfiberblad. Dog er glasfiber ofte lidt tungere, erfaringen viser at forskellen er ca. 400-600 gram.

Har det så i det hele taget nogen betydning?
Umiddelbart er forskellen i vandet meget lille, ofte har monofinnerne en smule opdrift, og det er ikke sådan at en glasfiberfinne synker til bunds hurtigere end en finne i kulfiber, det er normalt justeret så de har ca. samme opdrift.

Kulfiberfinnen har en hurtigere respons, og kommer hurtigere tilbage til udgangspositionen end en glasfiberfinne, men den reelle forskel er meget lille.

Sårbarheden er nogenlunde ens på både kulfiber og glasfiber, der kan opstå skader på bladet når man vender i svømmehallen, eller måske hviler sig lidt på bunden. Skulle der opstå en flænge i en kulfiber finne så er den lidt mere vanskelig at reparere på egen hånd, hvor glasfiber er nogenlunde ligetil for de fleste.

Langt de fleste fridykkere dykker med finner i glasfiber, hvorimod finnesvømmerne er mere til kulfiberfinner pga. den lave vægt og stivheden som er alt afgørende i finnesvømning.

Speciallavet eller standardfinne?

Flere high-end producenter tilbyder at lave en finne som er lavet præcis efter din fod, dvs. at fodlommen, svangstøtten osv. vil blive produceret efter mål som du afleverer til producenten.

Man oplyser typisk producenten om hvad man ønsker at bruge finnen til. Ønsker du en finne du kan træne med en hel time, eller er du finnesvømmer som skal have den på i 3 minutter? Forskellen er enorm!

Jo strammere fodlommen er, jo mere kraft overfører du til finnen, så er du finnesvømmer så vil du gerne have en finne der er så stram som overhovedet mulig, så der på den måde ikke går noget kraft til spilde i fodlommen.

Ulempen ved en så stram finne er, at den nærmest er ulidelig at have på.
Så skal du træne med din monofinne måske i op til 60 minutter af gangen, så vælg en fodlomme der er mere behagelig at have på. Forskellen på en finnesvømmerfinne og en fridykkerfinne kan være næsten op til 5 cm for samme sko størrelse.

Mange fridykkere vælger at have en fodlomme hvor der er plads til et par tynde neopren tåsokker, det kan øge komforten en del og ikke mindst skåne dine tæer for lidt knubs.
Prisen er helt den samme om du vælger en standardstørrelse eller en speciallavet finne.

På fotoet herunder taper en fridykker sine fødder ind før hun stikker dem i fodlommen for at skåne huden, og fordi denne fodlomme er så stram at den vil være meget hård ved huden på tæerne. Det er vigtigt at man vælger den rigtige størrelse – og i starten er det bedre at vælge en komfortabel størrelse, så man kan udholde at have monofinnen på i mange træningstimer.

Sportstape til monofinne

Mange fridykkere taper deres tæer ind i sportstape for at skåne huden på dem, og for at kunne udholde at have monofinnen på i længere tid af gangen. Især hvis man skal lave mange hurtige dyk.

Det optimale ville selvfølgelig være at man havde både en monofinne til træning, der var behagelig at have på – og en monofinne til konkurrence der ikke var behagelig at have på, men til gengæld havde en god kraftoverførsel. Og hvis man endelig skulle nørde det meget, så burde man også have forskellige monofinner alt efter om man skulle dykke dybt eller langt, men for de fleste fridykkere er udgiften til 1 monofinne nok (faktisk rigelig).

Har du mulighed for at prøve inden køb så kan en standardstørrelse måske fint fungere, men bestiller du hjem fra udlandet, så vil anbefalingen klart være at få lavet en finne der passer din fod perfekt.
I dag har næsten alle finner et vinklet finneblad, der er måske nogle enkelte af de lidt ældre modeller på markedet som ikke har et vinklet blad.

Det kan groft sagt ikke svare sig at smide penge efter en finne der ikke er vinklet, det kan være fristende at købe en finne der kun koster 1000 kr, men det er en helt anden verden at svømme med. Den vil være meget ustabil i vandet, og du vil have meget svært ved at glide igennem vandet da finnen er lavet til konstant bevægelse.

Du skal altid gå efter en finne hvor bladet er vinklet, det vil når du glider igennem vandet betyde at din finne kan glide helt neutralt uden modstand.

Man kan i visse tilfælde selv definere på vinklen af finnebladet når man bestiller sin finne, men det er primært for de meget erfarne folk. Som udgangspunkt anbefales det at vælge den standardvinkel som producenten anbefaler.
De fleste monofinner har en vinkel på bladet på ca 20-22 grader.

Hvilken monofinne skal jeg så købe?

Nu skal du bare beslutte dig for om du skal have en Molchanov, en Glide eller en helt tredje finne.
Vælg som udgangspunkt en lidt blødere glasfiberfinne, der ikke sidder alt for stramt på din fod. Overvej desuden om du har tænkt dig at bruge tåsokker når du træner med din finne.

Hvor ligger butikken – i EU?

En sidste vigtig detalje i købet af din finne kan være at undersøge hvilket land din nye finne sendes fra, størstedelen af producenterne holder til i Østeuropa, og handle man fra en butik som er uden for EU, ja så kan man jo risikere at den bliver taget i tolden og derved kommer din nye finne hurtigt til at koste op mod 1000 kr. mere end forventet.

Alle de links du finder til monofinner her på siden er til butikker der ligger indefor EU – og der komemr således ikke ekstra udgifter

Flere af producenterne har fået øjnene op for denne problematik og vælger at køre deres finner til nærmeste EU land og så sende derfra. Denne model bruger blandt andet Waterway som producerer Glide finnen.

Taske til monofinne

En monofinne er ikke vildt handy at komme rundt med, hverken på cykel eller i offentlig transport, så du bør måske også overveje at købe en taske til din monofinne, så du derved kan have den på ryggen.
Forbered dig allerede nu på en masse spørgsmål om hvad du da mon har i den sjove taske, jeg plejer at sige det er mine englevinger jeg har pakket ind.

Havfruehale og englevinger, det er på mange måder fantastisk at have en monofinne.