Dykkerbøje

Bøjer til undervandsjagt

Markeringsbøjen er et af de vigtigste – hvis ikke det vigtigste – stykke værktøj man som undervandsjæger kan erhverve sig. Den informerer sejlere og eventuelle meddykkere om din position og aktivitet i vandet. Dykkerbøjen fungerer dog ikke udelukkende som sikkerhedsforanstaltning. Det fleste giver rig mulighed for opbevaring af fisk, udstyr, proviant samt som platform for et hurtigt hvil – alt efter type og model.

Typer og modeller

Bøjerne kan – med lidt god vilje – inddeles i tre typer. Torpedobøjer, flåder og mini-flåder/boards. Der er fordele og ulemper ved alle tre typer, og de egner sig derfor glimrende til forskellige former for fiskeri.
Læs beskrivelserne af typer af bøjerne underprodukterne.

Viser det enkelte resultat

Torpedobøjen

Torpedobøjen er nok den mest ikoniske af de tre typer, og uden tvivl også den mest solgte. Overordnet findes der to typer. En model i ren PVC uden inderblære, og en model i kraftig stof med en inderblære af PVC. Af disse to er den sidstnævnte klart at foretrække, da den ydre pose af stof giver god beskyttelse mod kystens skarpe sten og solens ødelæggende UV-ståler, noget som ellers hurtigt kan ødelægge den forholdsvis skrøbelige PVC. Bøjen i stof har ydermere den fordel, at den let kan stabiliseres ved at anbringe et 1-2 kilos lod i bunden af bøjen, mellem stofposen og inderblæren. Dette er særdeles vigtigt, da det påmonterede dykkerflag ellers ofte ender under overfladen, da en ubelastet bøje let kæntrer. Udover dykkerflaget, er de fleste torpedobøjer også udstyret med ringe og karabinhager af plast, som gør det let at montere ekstra udstyr, fx en stringer til dagens fangst, eller et ekstra spyd eller en harpun. Torpedobøjen har en høj profil, hvilket bevirker at den er nem at få øje på, selv i relativ høj søgang.

Plusser ved torpedobøjen:

  • Stor synlighed, selv i uroligt vand
  • Let og nem at transportere
  • Billig

Minusser ved torpedobøjen:

  • Få eller ingen lommer til opbevaring af udstyr
  • Påmonteret udstyr/fangst giver øget vandmodstand

Flåden / svømmebøjen

Den moderne dykkerflåde ligner mest af alt en miniatureudgave af en gummibåd, og de to har da også overordnet det samme formål: at fungere som transportmiddel. Med overkroppen plantet på flåden, gør den minskede vandmodstand det let at tilbagelægge selv store afstande. Dette har gjort den til et yderst populært valg til de mange danske konkurrencer i undervadsjagt. Det er dog ikke kun blandt de professionelle at flåden har vundet indpas. Mange undvandsjægere påskønner de mange lommer og rum som gør det let at opbevare og medbringe selv store mængder grej. Ekstra harpuner og spyd monteres let på siden af bøjen uden at øge vandmodstanden som det jo er tilfældet ved torpedobøjen, og den store bæreevne gør det muligt at nyde sin madpakke, mens man får sig et velfortjent hvil. Efter endt jagt er det også muligt at smide sin fangst op på bøjen – en kæmpe fordel hvis der er langt til land.

Plusser ved flåden / svømmebøje

  • Gør det let at svømme store afstande
  • Rigtig gode muligheder for opbevaring af grej
  • God synlighed, selv i urolig sø (dog ikke helt på højde med torpedobøjen)
  • Meget stabil

Minusser ved flåden

  • Et dyrt valg
  • Bøvlet at transportere

Miniflåder / boards

Mini-flåden er – ligesom sin storebror – blevet et populært valg blandt de danske undervandsjægere – og ikke uden grund. Som sin storebror er den udstyret med et utal af lommer og spænder, som gør det nemt at medbringe selv store mængder grej, og ligesom torpedobøjen er den nem at stabilisere med lidt bly i bunden mellem ydrepose og inderblære. Den har dog et stort og ret så væsentligt minus: synlighed. Fælles for alle mini-flåderne er deres meget lave profil som gør dem svære at få øje på, selv i relativ små bølger. Mini-flåden egner sig derfor bedst til de helt kystnære dyk, under 100m fra land.

Plusser ved mini-flåden / boards

  • Relativ billig – alt efter model
  • Nem at transportere
  • Gode muligheder for påmontering af grej

Minusser ved mini-flåden / boards

  • Ringe synlighed i selv små bølger